Club CHANGEBrug for hjælp?
  • Sommer Sale shop -40% på alt. Shop nu

  • Bag kameraet med fotograf Petra Kleis

    Hos CHANGE Lingeri omfavner vi alle kvinder, præcist som de er. Derfor har vi siden vi startede for 30 år siden, udviklet 88 forskellige bh-størrelser for at sikre, at vi tilbyder den perfekte pasform til alle kvinder, i alle stadier af deres liv, uanset størrelse og kropsform. I lingeribranchen har vi et ansvar, og det vil vi gerne værne om, ved ikke blot at være inkluderende i vores pallette af produkter, men også i fremstillingen heraf. Med lanceringen af vores SS24 kollektion er vi nu klar til løfte denne opgave til et nyt niveau, idet vi i samarbejde med fotograf Petra Kleis har skabt et nyt univers, som hylder kvinder, kvindekroppen og alt det kvinder kan.

    Petra har igennem sin karriere specialiseret sig i at fotografere mennesker, og har med sin inkluderende og virkelighedstro tilgang været med til at skubbe til skønhedsidealerne, som er blevet mindre poleret og mere ægte. Få indblik i den rejse vi samme med Petra har begivet os ud på, i interviewet nedenfor.

    Hvorfor valgte du at blive fotograf?

    Det var lidt af en omvej, og lidt fordi mange at mine venner var gået i gang med at læse, og så startede jeg på danskstudiet. Efter tre måneder begyndte det at blive rigtig svært, og det sagde mig ingenting, og så tænkte jeg; det her går jo ikke. Jeg har altid haft nemt ved at komme på ideer, og være kreativ og altid synes det var mega sjovt at tegne, klistre og male, så da min fætter fortalte mig at en fotograf, han kendte manglede en elev, tænkte jeg; det er måske lidt et long shot, men lad mig da prøve. Jeg kunne vitterligt ingenting da jeg startede, og selvom jeg kun var 24 følte jeg mig faktisk lidt gammel.

    I dag tror jeg dog kun det var en fordel, for når man starter senere, så ved man 
bare mere, man har mere med i bagagen og derfor ser man også anderledes 
på mennesker, og fotograferer derfor også på en anden måde. 

    Hvorfor besluttede du dig for at specialisere dig i at fotografere mennesker og portrætter?

    Mine mestre fotograferede rigtig meget ”døde ting”, som eksempelvis biler, og jeg fandt hurtigt ud af, at det er ret teknisk svært, og kræver en masse udstyr. Hver gang vi skulle ud at skyde, så skulle vi altid slæbe en milliard lamper med, og jeg synes det var SÅ besværligt – det var selvfølgelig også altid mig, som skulle slæbe på de her ting, så måske det havde noget med det at gøre…

    Jeg fandt i hvert fald ret hurtigt ud af, at det var mere simpelt at fotografere mennesker, for man behøvede slet ikke alle de der ting, og man kunne meget nemmere flytte dem rundt, og så får man jo også hjælp fra dem man fotograferer. Jeg synes i hvert fald det var meget sjovere, og så har jeg også altid været fascineret af folk, der havde et eller andet ekstra og så særlige ud. Så jeg tror egentlig det var helt naturligt, at jeg skulle den vej.

    Hvad motiverede dig til at skyde SS24
kollektionen for CHANGE Lingerie?

    Jeg har altid set på CHANGE, og tænkt de har et stort potentiale, men
ikke følt at det blev indfriet. Som undertøjsbrand har de et stort ansvar, som jeg ikke følte at de levede op til. Det var som om at de ikke rykkede sig, men altid brugte den samme slags modeller og skød den samme type billeder, som var moderne for 10 år siden. Jeg har derfor altid tænkt, at jeg utrolig gerne ville fotografere CHANGE, fordi jeg virkelig følte, at jeg kunne gøre en forskel. De har et kæmpe spænd i deres størrelser, og man kan derfor få et ret mangfoldigt shoot, da det jo ofte er størrelserne der gør, at det ikke kan lade sig gøre.

    En anden motivator var, at jeg elsker at fotografere kvinder og særligt kvinder i undertøj, fordi jeg synes, at kvindekroppen er virkelig smuk - 
og det er alle slags kvindekroppe, uanset hvordan de ser ud.

    Var der er en bestemt retning, du vidste du ville tage CHANGE i, inden du skød SS24 kollektionen?

    Jeg skyder egentlig altid på den samme måde, for jeg vil gerne have at det jeg laver, er 1:1 med virkeligheden. Da jeg skulle skyde SS24 for CHANGE, var det meget vigtigt for mig at skrue helt ned for retoucheringen. Det var også vigtigt for mig, at der ikke skulle ændres 
ved kroppene - der var ikke nogen kroppe der skulle gøres større eller mindre. Det var CHANGE heldigvis helt med på. Det er dog meget sjældent, man kan komme helt udenom at retouchere, for retouchering er også hvis du fjerner et hår som flyver ind over modellens ansigt på en uhensigtsmæssig måde, eller hvis du fjerner en stor bums midt i panden. Denne form for retouchering synes jeg egentlig er ret uskyldig, for det er ikke sådan modellen normalt ser ud, og det er ikke noget der bidrager til billedet.

    Langt hen af vejen vil jeg meget gerne lade være med at retouchere overhovedet, men som minimum retter jeg altid hudtonen på billedet. Typisk fremstår folk lidt rødlige, selvom de ikke ser sådan ud i virkeligheden, og så synes jeg at billedet bliver mere virkelighedsnært hvis jeg retoucherer det - men derfor er det jo stadig at manipulere med billedet. For mig er det dog i den ende, hvor det ikke er noget der giver nogen et dårligt selvværd, eller hvor vi fordrejer virkeligheden. Der hvor det ikke er legalt mere, er hvis vi, som man gjorde da jeg startede som fotograf, går ind og eksempelvis gør ben længere eller taljer mindre – altså ændrer på virkeligheden.

    Billederne fra SS24 skydningen med CHANGEer retoucheret, i det jeg karakteriserer som den uskyldige ende. Det er netop hvis der er fløjet et hår ind over ansigtet, at jeg har retoucheret det, men der er ikke på nogen som helst måde lavet om på kroppene eller virkeligheden.

    Hvordan vil du gerne have at kvinder skal føle når de ser billederne fra SS24?

    Jeg vil gerne have at de skal føle, at de kan se præcist lige så dejlige ud i undertøjet, som modellerne gør. Jeg føler, vi har gjort en dyd ud af, ikke at gemme noget væk, for det behøver man virkelig ikke. Jeg arbejder med nogle af de smukkeste kvinder i verden, og hvis ikke engang de er “gode nok” som de er, er det op ad bakke for os andre. Nu er vi i 2024, og jeg ved ikke lige hvem det er vi prøver at narre ved, at skulle retouchere ting væk. Vores kroppe må gerne have lov til, at se ud som de gør. Så jeg håber billederne er blevet mere relaterbare, og jeg vil gerne have at de i fremtiden, bliver endnu mere relaterbare og har endnu mere kropsdiversitet.

    Hvad et dit favoritbillede fra SS24 skydningen?

    Det er et svært spørgsmål, for jeg synes virkelig, der er så mange gode. Men hvis jeg skal vælge ét, må det være billedet af vores smukke model Sara, som står på et badeværelse i et nude shapewear. Det er helt vildt overdrevet flot. Jeg synes netop det billede er specielt fordi, det er lidt en nørdet ting, men billedet er skudt på mit yndlings kamera, som er et mellemformats kamera og så er det skudt på film. Tonerne og stofligheden er for vild, lyset er mega flot, Sara er sindssygt flot og hendes mørke hud mod den her nude tone i undertøjet er vildt smuk. Jeg synes, det ser super lækkert og eksklusivt ud.

    Jeg kan også rigtig godt lide Valentins billederne, hvor vi har leget meget med det naturlige lys. Jeg synes det er fedt fordi, man kan fortælle så mange historier med lys, og man har slet ikke brug for at retouchere for det naturlige lys er bare så smukt, blødt og magisk i sig selv.

    Jeg synes også billedet med vandslangen er fedt, fordi vi har arbejdet med nogle klicheer, og bringer på den måde lidt humor og selvironi ind i det.

    “Jeg vil gerne have, at man kan se, at det er rigtige kvinder vi har fotograferet, og man skal føle, at man kan se præcist lige så dejlige ud i undertøjet, som modellerne gør.”

    Mener du at modeindustrien er på rette vej mod at blive mere inkluderende?

    Der er helt sikkert sket en masse, og på mange måder går det den rigtige vej. Jeg tror dog altid, at modeindustrien vil bølge lidt frem og tilbage, men jeg håber at vi er kloge nok til at holde fast. Der er åbenbart kommet et målbart fald i plus size modeller på catwalken, så på en eller anden måde vidner det jo også om tilbagegang. Jeg tror lovgivning kunne gøre rigtig meget på området. Hvis man bestemmer, at sample størrelsen skal være større, jamen så bliver vi automatisk også nødt til at bruge større modeller. Kvinder er konstant blevet målt på, hvordan de ser ud, i stedet for hvad de kan, og hvad de kommer med, som mænd på mange måder bliver målt på. Jeg tror, hvis vi begynder at fokusere mere på mennesket bag fremfor deres sexappeal, så er det et skridt i den rigtige retning.

    - Petra Kleis

    Tak for at du besøgte CHANGE Lingerie

    Her kan du betale med

    Payment Icon VisaPayment Icon Mastercard

    Vi sender med

    Bring

    Club CHANGE

    • Om Club CHANGE
    • Bliv medlem
    • Log ind

    © CHANGE LINGERIE 2024. All rights reserved